som jeg i øvrigt ikke har forstand på

jeg synes selv det er et mirakel at jeg kom ud fra 9. men et 10-tal i samfundsfag MUNDTLIG.
Men politik er simpelthen så forvirrende, og det eneste man hører er at de ikke klarer det så godt og så når de dummer sig. Derfor hører jeg mest om dansk folkeparti. Der er vel heller ingen der gider lære noget om ting der ikke fungerer.
synes godt vi kunne få lavet et ordentlig parti der har styr på hvad de laver, i stedet for alle de der tosser der render rundt og slemme situationer værre. Og så er det jo nogle helt gakkede ting de sparer på. Skolerne først og fremmest. Det er jo helt hul i hovedet, for det er jo dem der skal redde os ud af alle de der fucking problemer som tosserne laver nu. Men i stedet for at give dem viden og gå-på-mod, bliver lavet om til hjernedøde burhøns. Der er alt for mange i klasserne. Så de lidt dovne/dårlige eller dem der har svært ved det, for ikke sagt noget eller gjort noget, og får ikke stimuleret hjernen.Jeg tror ikke når man går ud af gymnasiet, at man har mere erfaring, man får bare en masse opskrifter på hvordan man klare bestemte situationer. DE LÆRER IKKE AT TÆNKE SELV !!!!
Vi havde en samfundsfagslærer der var sååå KEDELIG, at man opfattede hans timer som obligatoriske sove timer.

men som sagt jeg har ikke forstand på det

Hvordan kan man være stolt og oprejst, når støttehjulene aldrig har været der?

Det er sgu svært at komme videre i livet når man sidder fast i den rille ens forældre har lavet. Jeg har nok nævnt det her før, men jeg beskylder min mor for at have ødelagt mit fremtidige liv.

jeg ved godt det er for tidligt at tænke på julegaver, men inderst inde ved man godt, at der kan ikke købes noget brugbart i december måned fordi at er nisser, julepynt og flæskesteg.
Og så er der de der mennesker man bare ikke VED hvad man skal finde på til (og det som regel hankønnet).
Og nu snakker jeg ikke om “manden der har alt”, fordi ham kan man som regel finde noget til (ellers er der altid en milliard idéer, hvis man tjekker div. magasiner). Jeg snakker om “manden der intet mangler”. Jovist kan man da snyde lidt ved at bruge “mdha”s (Manden Der Har Alt) ønskeliste. Men “mdha”s ønskeliste består af f.eks. læderknopper til gearstangen og andre faktisk ligegyldige ting. Ting som “mdim” (manden der intet mangler) ser som spild af penge (gætter jeg på).

Der er meget forskel på at have alt og intet mangle. Hvis man har alt, så har man også en masse skrammel, og hvis man intet mangler så kan det godt være man ikke har så mange ting, men man har det fint med de ting man har.

Jeg kommer bare til at tænke på Tove Ditlevsens digt “de evige tre”, søg den på google, den er faktisk meget sød (:

Men hvis I kender én som intet mangler (eller har alt) så kan man evt. være kreativ, ved at lave et kneppekort (det foreslås dog at de nok mest er en gave til kæresten, manden eller konen, og nok ikke er velset af forælde af nogen form) men man kunne også give en oplevelse (der er nemlig kommet en række boxes med forskellige oplevelser som f.eks. vinsmagning og faldskærmsudsping, som kan købes i føtex), en tur i biffen (der kan købes gavekort til den slags i f.eks. føtex) . Man kan også være godhjertet og give en ged eller en sæk ris. Røde kors eller UNICEF har nemlig sådanne gave man kan give, dog får man ikke en ged eller en sæk ris, de bliver derimod sendt til Afrika og så printer man et kort ud, hvor der står at man har fået en ged til Afrika.

Men mine julegaveindkøb kommer først til at foregå i december, da jeg ikke får penge før-.-

– Kylling

Sidder lige og tænker på situationen med mit “gamle” liv.
Det er nemlig lidt trælst at ens bedste venner pludselig ikke svarer, og når man endelig ser dem, føles det som om de ikke vil snakke med én. Og så er der én der har lånt en film af mig, for en milliard år siden, men hun svarer heller ikke, og jeg savner min film. Savner da også hende, men efter vi blev uvenner for et halvt år siden har vi ikke rigtig snakket sammen. Og så er der én til. Hun var ikke en ven men en klassekammerat, som arrangerede introtur i august måned. Dertil skulle vi betale 300 kr (tror jeg nok) og vi ville få 150 kr igen når underklassen havde betalt. Alle har også fået deres penge tilbage UNDTAGEN MIG, fordi jeg har droppet ud. Men det er en måned siden hun skrev til mig at hun ville overføre dem. Så jeg er en smule bitter lige nu.

Hvad gør man når man forgæves skriver til sine gamle venner?

Nu er vi jo kommet ind i November måned, og vinterdepressionerne er begyndt at melde sig. I hvert fald hos mig. Og det er den slags gaver man ikke ønsker sig. Jeg har selv små-depressioner hele året rundt men om vinteren går det amok. Mest fordi der er intet at lave. Man kan ikke gå ture eller sætte sig ned på posen og drikke sig en øl, så fest og farver kræver initiativ, som jeg selv mægtig gerne vil udvise men eftersom jeg har huset fyldt med katte og en emsig mor så er det desværre udelukket.
Det er også alt den mørke og kulde. Når det er mørkt så ser alting bare mere sort ud, fordi man netop ikke der noget lys. Og det lys der kommer er der mens man selv som regel er indendøre og arbejder eller er i skole.
Og så er der jo også al den der julestress, hvor at man virkelig kæmper for at klemme alt glæde og hygge ud af de ressourcer man nu engang har. Man får stress af at skulle hygge sig. Og så har alle jo problemer med at få pengene til at række, for der skal købes julegaver og juleand og flæskesteg og brunkager og pebbernødder og glanspapir og juletræ og julepynt osv.
Og det kan være svært at se lyset for enden af tunnellen, men vi prøver. Jeg ved ikke hvad jeg gør med hensyn til december måned. Den virker så langt væk og dog så tæt på.

Puha, og så kommer der jo nytårsaften. Den bliver lidt af et dilemma, for der er så mange jeg gerne vil holde nytår med. Vil jo rigtig gerne holde nytår med min kæreste, men vil også holde nytår med min bedste veninde og den gruppe, samtidigt vil jeg også gerne holde nytår med den anden gruppe. Puha, og vi er kun i november.

Nej og så en ting der irriterer mig! Min bror og hans fødselsdag og hans hjernelamme kommentarer. Han sagde til mig at min kæreste ikke måtte komme med til hans fødselsdag. MEN jeg synes det er helt i skoven, eftersom for 2 år siden måtte min daværende kæreste godt komme med, skønt vi kun havde været kærester i en måned, og jeg har på det tidspunkt været sammen med min nuværende i 7. Plus at der er altid denne nævenyttige møgunge der altid kommer med til MIN fødselsdag, og ham har jeg aldrig nogensinde inviteret. Så synes ikke han er helt fair. Og han kan godt tage og vænne sig til min kæreste for jeg er ikke i sinde om at miste ham foreløbigt.
Jeg kender ikke nogen der er så egoistisk som min bror, og han pisser folk op og ned af ryggen. Men jeg bebrejder ham ikke. Jeg bebrejder min mor. Hun har ikke opdraget os ordenligt. Nu tænker I sikkert at jeg sagtens kan pudse min glorie og give min mor skylden når vi opfører os dårligt. Men jeg tror det er vores mor der har  givet os dårligt selvværd. Vi har aldrig fået den kærlighed, forældre bør give deres børn. Vi fik ikke nogen kram og fik aldrig at vide vi var gode nok. Vi fik ikke hjælp når vi havde det svært foreksempel da jeg gerne ville flytte skole, da ingen virkede til at ville være venner med mig. Jeg måtte vente til 9. klasse, og da er det bare på en måde for sent, for på det tidspunkt havde jeg lukket mig inde.
Men på samme måde kan jeg jo heller ikke bebrejde min mor det, men nærmere min mormor, som har været en dårlig indflydelse på min mor. …

Men for at vende tilbage til min bror, så er han virkelig en belastning. Han snakker grimt, deltager ikke i noget, brokker sig over ingenting, og er alt i alt bare røvirriterende. Han er bestemt ikke en jeg vil have i mit liv, og tror ikke vi får set hinanden så meget når jeg engang flytter.
Hvilket skaber et nyt “problem”. Jeg ønsker at mine børn har en stor familie der elsker dem, men den slags kærlighed rummer min familie ikke rigtig. Og så må man jo ty til faderens familie, hvilket jo ikke er så stort et problem, for min kærestes familie er flinke og rare og vil kun det bedste for andre. Jeg har bare ikke helt vænnet mig til dem endnu. I deres familie snakker de meget åbent om alting, noget jeg aldrig har lært, så det støder mig rigtig meget når de giver mig konstruktiv kritik. Jeg føler mig helt og aldeles malplaceret i de situationer.
Jeg har prøvet at få nogle af deres gode egenskaber ind i min egen familie, desværre med at meget negativt resultat. Jeg har spurgt min mor om vi ikke skulle have pligter, og så får man foreksempel svaret: “du kan da bare gøre rent/lave mad”. Jeg vil jo have at det er lige blandt os alle og at det er noget vi kan snakke om. Jeg har også spurgt om vi ikke skulle sidde ved spisebordet og spise aftensmad som normale familier, men nej, de foretrækker at have flimmerkassen med til bords. Jeg har spurgt om vi ikke kunne komme af med alle de katte vi har, men nej, min mors undskyldning er: “katte giver et roligt sind.” Måske én kat eller to, men ikke 14. Jeg synes kattene er dem der ødelægger det meste af humøret og stemningen, og tømmer os alle for livsglæde. Kattene pisser og skider overalt, og det kræver tid og overskud som ingen af os har, fordi der render 14 katte rundt om ens ben og nede i ens mad. Så derfor ligner her et bombenedslag og ingen kan slappe af i en krigszone. Og hvis man prøver at rydde op og gøre rent, så går der 20 minutter og så kan man starte forfra.
Jeg ville virkelig gerne have en rigtig familie hvor der var overskud til at være sammen. Til bare at kunne tale sammen. Den familie bliver nødt til selv at skabe med hjælp fra min kæreste, for har simpelthen opgivet at sætte denne familie på rette kurs.
Det er bare lidt trist at jeg skal vente så længe før min drøm går i opfyldelse. Men så må jeg bruge tiden på at gøre mig selv til det menneske jeg gerne vil være, og gøre mig bedre til de ting jeg har svært ved. Jeg er så heldig at jeg har en kæreste der står ved min side.

Dette var kun et lille indblik i hvad mine depressioner handler om. Fortsættelse følger

– Kylling