facadepolerings maskerade

udruster mig til familiefødselsdag hos min far.

spartler smilet frem og polerer glorien.
Vi sidder og drikker kaffe og spiser mad og snakker om jobsituationen fra diverse familiemedlemmer.
“Nå så du er stadig postbud” vi snakker ikke om hvorfor du ikke, med dit potentiale ikke har fået et bedre job
“Ej et hyggelig hjem” vi snakker ikke om skilsmissen, utroskaben eller din nye kæreste
“Hvad får du da tiden til at gå med når nu du er gået på pension?” vi snakker ikke om al den vin du kan drikke
Min far siger vi er en familie der kan opføre sig ordenligt overfor hinanden

Vi starter med en lille melodi slået med whiskers, mit hjerteslag
rytmen banker hurtigere, jo tættere på du kommer
30 cm fra mig, og al lyd forsvinder
et enkelt slag med stortrommen, et kys
vi er nøgne, mig som akustisk og du som el
Jeg spiller melodika på dig, og du jødeharpe.

Digtet uden titel – som er en titel for sig selv

Jeg vil have en vindueskarm jeg kan sidde i og en seng jeg kan hoppe i.
Jeg vil have en fjerpragt og fuld krigsmaling.
Jeg vil have en dør til Narnia, i form af en udklædningskasse.
Når jeg kaster op skal det være en regnbue.
Jeg vil danse i regnvejr.
Jeg vil bo i en kuffert. Sende postkort til mig selv og dig!
Idag vil jeg være en løve, og i morgen en banan.
Jeg er både cowboy og indianer. På samme tid!
Jeg vil være egoist og medmenneskelig.
Idag er jeg glad og sur og skuffet og legesyg.
Jeg er 7 år gammel, samtidig en gammel kone.
Jeg vil lufte min hamburryg, og fodre ænder.
Når jeg er alene hjemme, holder jeg fest med dukker og bamser.
Mine dæmoner drikker the og englene øl.
Jeg vil ryge min vind og skæv og være Søren Ryge.
Jeg vil tørlægges som Sahara, og være en dybhavsfisk.
Jeg vil rode rundt i elementerne og sætte dem på plads igen.
Mine tuscher skal ligge uden prop, og holde for evigt.
Jeg vil høre min huds åndedræt.
Jeg vil vride mig som en slange, og flyve som en høg.
Jeg vil spise mig selv, fordøje mig, gå i flammer og blive en ny mig.
Nu er jeg en cykel, og rejser hvorhen jeg vil.

Men først skal opvasken klares!

angst og øl

man mærker kroppen give slip ved første øl
næste øl gør mig sløv og jeg glemmer
den knude i min mave, som ønsker at blive skåret ud
men jeg ejer ikke en gang en dolk
jeg glemmer mit egos ballonlignende udtryk
og den indre stemme, der fortæller at jeg stadig ikke er god nok
den tredje øl og jeg glemmer efterhånden at tælle
tæller ikke længere mennesker eller øl jeg har drukket
eller penge jeg har brugt
og nu begynder jeg for alvor at glemme
glemmer hvor jeg startede
og glemmer planen om hvor jeg skulle hen
glemmer min krops begrænsninger
og glemmer de ting jeg har sagt eller ikke fik sagt
og nu begynder jeg at glemme at jeg har drukket overhovedet
min bevidsthed siger jeg har, men munden siger nej
nu glemmer jeg hvad jeg vil fortryde i morgen
jeg glemmer dengang vi mødtes og husker pludselig at det var sådan her
jeg glemmer hvordan jeg ser ud, og kan begynde at græde når jeg kommer i tanke om det
jeg græder nu
min bevidsthed ved godt hvordan man går, men det har kroppen glemt
Men jeg holder angsten borte. 
Angsten for at blive glemt, for hvem glemmer dem der ikke husker sig selv?
angsten for at begå fejl, forbyttes med “hvor mange fejl kan jeg lave”
angsten for at blive snydt, for man når et punkt hvor man tænker: ” jeg skal ikke have mere”
angsten for at være alene, for alene er kun den der ikke kan snakke med sig selv og sine dæmoner
angsten for at andre har det bedre end én selv, for alle andre knækker sig eller skændes eller græder
når jeg drikker tager angsten min fornuft i hånden og går ud sammen 

hvad er det for en leg jeg leger?

hvad er det for en leg vi leger?
hjernen leger stilleleg mens hjertet lægger puslespil
min krop leger en leg som mit sind ikke må være med til
kroppen dirrer af forelskelse men vil ikke fortælle hjernen hvorfor
hvor er jeg i mit grænseland?
hvem er venner og hvem er fjender?
vi danser tæt i kælderen
uden at være sammen
min fantasi har givet mig ting livet ikke kunne
men hvornår giver livet mig noget jeg kan tage og føle på?
jeg er uforudsigelig og for pudsig
min ungdom er ved at falde til ro
er ved at blive kedelig
betyder det jeg er ved at være voksen?
jeg aflæser og overfortolker alle signaler
er det korrekt at gøre?
jeg går i en cirkel for tilfældigt at møde dig
på en vej du ikke engang kender til
jeg leger udklædningsleg
så kan jeg hver dag være et nyt menneske
hvem vil jeg være i morgen?
men denne leg forvirrer mig
når man hver dag er noget nyt
har man så et navn? 
og er der mon nogen derude der vil lege med mig?